Vi vil gerne gøre dig og andre boligsøgende bevidste om, at boligsvindel – desværre – eksisterer, og om hvordan svindlerne arbejder. Vi håber, at den viden vil gøre dig mere tryg ved at søge bolig og minimere sandsynligheden for, at svindlerne har held til at snyde. Her kan du finde ud af, hvordan scam og bedrag foregår, og herunder giver vi dig vores råd til at undgå at blive svindlet af boligsvindlere.

 

Sådan undgår du at blive offer for boligsvindel:

  • Søger du bolig via en online portal, så vær skeptisk, hvis udlejer med det samme vil have dig til at kontakte ham/hende på en privat mail. Udlejer kan have gode grunde til at ville bruge sit eget mailsystem, men de kan for det meste godt svare på dine spørgsmål via den portal du har fundet annoncen på.
  • Hvis du er til fremvisning af en bolig, så spørg udlejer, hvem der ejer boligen. Hvis udlejer ikke selv er ejeren, så bed om en skriftlig tilladelse til udleje fra ejer. På den måde undgår du at komme i klemme, hvis det viser sig, at ejeren ikke vil have, at hans/hendes lejer udlejer til dig. Du kan selv slå en adresse op på boligejer.dk og se, hvem der ejer boligen.
  • Betal aldrig husleje, forudbetalt leje eller depositum for en lejebolig, du ikke har set i virkeligheden.
  • Overfør ikke penge til udlejer, før du har en lejekontrakt, som er underskrevet af jer begge.
  • Betal aldrig husleje, depositum eller forudbetalt leje via online betalingstjenester som Western Union, Transpact eller lignende, da transaktionen ikke kan spores eller tilbageføres.
  • Brug altid din bank til at overføre penge. En bankoverførsel kan spores og i nogle tilfælde tilbageføres. Din bank kan også stille en bankgaranti, som er en garanti for, at du har pengene på din konto. Hvis du ikke er helt sikker på udlejeren, kan du foreslå en bankgaranti. Hvis udlejeren afslår betyder det dog ikke nødvendigvis, at du ikke kan stole på ham/hende.
  • Vær på vagt over for udlejere, som skriver på engelsk, har et udenlandsk telefonnummer og/eller bor i udlandet. Det gælder især, hvis boligannoncen er skrevet på dansk.
  • Hvis du har fundet annoncen på BoligPortal, og du får mistanke om svindel, så kontakt Kundeservice og spørg, om du kan være tryg ved udlejeren.